onsdag den 24. september 2008

Forrygende ragelse!

I aftenens udsendelse af TV/MIDTVEST kunne jeg se, hvad jeg længe har haft bange anelser og formodninger om, nemlig at flere og flere restauratører vælger at bryde rygeloven, og desværre mange flere end frygtet.

De usolidariske restauratører der vælger at bryde loven vurderer selv at det er over halvdelen af byens restauratører i Holstebro der vælger at bryde loven, og lade gæsterne ryge på deres beværtninger.

Jeg mener det er yderst kritisabelt at dette kan ske, uden at der kan skrides ind meget hårdere end loven lægger op til. Det nytter ikke noget ikke at kontrollere skarpt her i starten, samt at skride ind med store bøder fra første overtrædelse, samt med eventuel advarsel om at man kan miste sin bevilling ved 3. overtrædelse. Dette selvfølgelig sammenholdt med en større kontrolindsats overfor de kar der nu engang har vist sig at være brodne, som man også gør indenfor fødevarekontrollen.

For det første er loven lavet for at beskytte medarbejderne på restaurationerne, men også for at bekæmpe den passive rygning blandt gæsterne, hvilket selvfølgelig også gerne skulle bevirke et færre antal rygere generelt i Danmark.

Vi har vedtaget en lov, så skal den også håndhæves med respekt for de der overholder den, og for de den er lavet for - de der arbejder i restaurationsbranchen og de der kommer der.

Ingen kommentarer: