lørdag den 27. april 2013

Det er jo for de fattiges skyld!

Synes det er en kende uintelligent af Johanne Schmidt Nielsen (EL) når hun kalder det forrykt at man tager penge fra de fattige for at skaffe billigere sodavand - det er jo netop for de fattige, de har jo ikke råd til at køre ned til Duborg!

torsdag den 11. april 2013

Så få da opsagt de overenskomster!

Det burde efterhånden være på tide at vi lancerer "Den Danske Model v. 2.0" - Efterhånden er det vel klart for enhver at den nuværende model er håbløst forældet, ineffektiv og i bedste fald nyttesløs.

Vi lever i et frit arbejdsmarked, stavnsbåndet er heldigvis ophævet, og det burde være enhver lønmodtagers frie ret og pligt selv at sige til og fra - på samme måde som det burde være enhver arbejdsgivers frie ret og pligt at gøre samme.

En arbejdsgiver bliver vurderet og "belønnet" af dels sine ansatte, sine ejere og sine kunder - og gør arbejdsgiveren det ikke ordentligt, herunder at tilbyde gode arbejdsforhold for sine ansatte, så vil denne blive straffet af kunder og ejere, sådan er det i den "virkelige verden", og sådan ville det også fungere i det offentlige.

Kunderne, dvs. borgerne ville lynhurtigt skifte "udbyder" hvis ikke arbejdsgiveren opførte sig ordentligt, og så skulle ejerne (dvs. politikerne) nok sørge for at få rettet op på praksis hos arbejdsgiver (i det aktuelle tilfælde KL/skolerne).

Så KL burde sende et varsel på kontraktændring ifm. løn- og arbejdsforhold til deres lærere, dette selvfølgelig med et varsel der som min. tilsvarer opsigelsesvarslet. Herefter er det så lærernes eget valg om de ønsker at indgå i dette samarbejde og fortsætte arbejdet, eller om de ønsker at tage det som en opsigelse, og finde en ny arbejdsgiver.

Modellen fungerer på bedste vis i det private, og jeg er ganske sikker på at den også vil fungere ligeså i det offentlige.

Vi er i en ny tid, en tid hvor alle skal yde lidt ekstra for at vi kommer i mål - dette gælder os alle, og vores strukturer og modeller skal gerne understøtte dette ved en modernisering.

Vågn op, lancer en ny Dansk Model - og se så at få undervisningen tilbage på vores skoler!